Tai Chi som selvforsvar

Af Rick Mendel. Black Belt Magazine.

"Mange mennesker underviser i T'ai Chi Chuan og ved ikke, hvad de gør", mener T'ai Chi mester
Kai-Ying Tung. Tung har undervist i Tai Chi Ch'an i Malaysia, Thailand, Singapore og Hong
Kong. Han er tredje generation af T'ai Chi mestre og "ser, at mange kun underviser det for
helbredet. Men det er fordi, de ikke kender det som selvforsvar."

Kai-Ying Tung, som er født i Hopei privinsen i Kina, begyndte sin Tai Chi Chuan træning som 7-årig. Tung
medgiver at der er en forskel på at træne kampkunst i Asien og USA. Paradoksalt nok viser
mange amerikanske elever interesse for filosofien bag Tai Chi Chuan, mens der i Kina, siger Tung,
næsten ingen filosofiske diskussioner finder sted. Han forklarer, "Jo mere man snakker, des
mindre tid er der til træningen. Så i Kina træner man mere og snakker mindre." Men Tung mener, at
elever i Kina og Amerika i bund og grund er ens. Da han blev spurgt, om han havde ændret sin
måde at undervise på i USA, svarede han: "Skolen og undervisningen er i bund og grund den
samme. Det er op til eleven, om han vil lære noget eller ej." Tung siger: "Der er mange gode elever
i begge lande. Den største forskel er intensiteten. I Amerika betaler man et kontingent og
forventer, at tage noget med sig hjem. I Kina vil en elev gå i lære hos en mester. Det bliver som et
far-søn forhold."

I det gamle Kina boede eleven hos mesteren. Det daglige tilhørsforhold skabte et bånd mellem
dem. Mesteren var ansvarlig for elevens handlinger. Hvis mesteren ikke var tilfreds med elevens
opførsel, ville han skælde eleven ud eller slå ham. Når mesteren blev gammel, var det elevens
ansvar at tage sig af mesteren. Selvfølgelig var der også elever, som bare kom for at få instruktion,
betalte og gik igen. Det var ikke bare et spørgsmål om at henvende sig til en mester og sige "Ok,
jeg vil gerne være din elev." Tung forklarer: "Der var en længere proces, hvor elevens baggrund
blev grundigt undersøgt. Det blev undersøgt, hvilke former for arbejde eleven havde været
beskæftiget med, spørgsmål vedrørende eventuelle kriminelle handlinger og en undersøgelse af
hans karakter. Undersøgelserne var ikke begrænset til kun at handle om eleven om eleven. men
drejede sig også om forældrene og bedsteforældrene. Dette var" siger Tung, "en meget rituel
procedure." Hvis en elev blev godkendt, blev det forventet, at han ville udføre "Kow Tow" en
handling som understregede starten på et seriøst forhold. Ritualet indebar en serie af ni buk for
mesteren - tre dybe buk, tre mellem dybe buk og tre korte buk. Dette blev først gjort for
grundlæggeren af Tai Chi, Zhang San-feng, og bagefter for den nuværende mester - en
anerkendelse af det eksisterende hierarki. "Selv om dette ikke længere praktiseres i Kina" siger
Tung, "så bliver det gjort andre steder udenfor. Selv om det ikke bliver gjort formelt, så bliver det
gjort uformelt, i hjertet og sindet. Mester-elev forholdet behøver ikke at være rituelt."

Tung's Academy of Tai Chi Chuan i Los Angeles følger et traditionelt mønster. Avancerede elever
hjælper med at undervise nye elever, mens mester Tung instruerer individuelt og grupper. De fleste
af eleverne følger i hver lektion et grundlæggende sæt, den langsomme Yang form, bestående af
81 bevægelser, skub hænder øvelser og hurtig form. Samtidig øver mindre grupper af begyndere
det langsomme sæt. Alle går frem i sit eget tempo.

Tung underviser de nye elever i at anvende hver bevægelse i selvforsvar, som en del af Tai Chi
Chuans hele. Men eleverne får ikke særlig meget information i begyndelsen. Tung forklarer: "Hvis
man i starten giver eleverne for meget information, vil man forvirre dem. Så det er først når
eleverne er blevet bedre, at mesteren virkelig kan give en masse. Hvis det bliver gjort for tidligt,
kan en elev blive totalt forvirret."

Om Tai Chi Chuan og selvforsvar siger Tung: "Per definition er Tai Chi selvforsvar. Men mange
mennesker, som kommer her, er ikke ved godt helbred, så de skal først have styrket deres krop.
Vi skal genopbygge dem fysisk, før de kan lære, hvordan de skal bruge formene."

Tung mener ikke, at en elev nødvendigvis skal lære den hurtige Tai Chi form, for at lære at
anvende Tai Chi. "Hvis man har en lærer, som arbejder med det, så vil man lære anvendelserne
gennem den langsomme form" siger han. "Den hurtige form er en god hjælp til at optræne
udholdenhed. Begge sæt er styrkende." Derudover underviser Tung også i skub hænder
øvelserne, Tai Chi sværd, kniv og lanse, samt frikamp. Oprindeligt var våben en grundlæggende
del af repertoiret for en kampkunstudøver. Våbensættene hjælper i dag med at udvikle finesse.
Et andet aspekt i Tai Chi Chuan, som generelt bliver overset i USA i dag, siger Tung, er den
beslægtede lære om akupunktur og urtemedicin. I det gamle Kina, siger Tung, "var alle mestre i
kampkunst nødt til at lære akupunktur og urtemedicin, fordi der ikke var så mange læger. Så de
blev dygtige både til forebyggende og helbredende medicin." "Kampkunst var for at værne mod
ondt, viden om akupunktur og urtemedicin hjalp det gode." Mesteren ville bruge akupunktur og
urtemedicin i forbindelse med massage. Da den yngste elev lavede alt det hårde arbejde, ville han
komme til at lave alt arbejde med at massere, siger Tung. "På denne måde lærte eleven gennem
praktiske øvelser og med tiden, når hans træning var tilendebragt, havde han lært kendskabet til
meridianerne, trykpunkter og urteremedier. Den almindelige elev, som ikke boede sammen med
mesteren, ville ikke have mulighed for at få denne viden."

På grund af fremgangsmåden og de indviklede sæt, tager det generelt længere tid at lære Tai Chi
Chuan end andre kampstile. Men selv dette er relativt, siger Tung. "Det er op til hver enkelt. Der
er nogle mennesker, som bliver ret gode i løbet af et par år. Nogle træner i mere end 10 år og er
stadig ikke gode til det." Hvis man går ud fra, en elev træner ihærdigt og læreren arbejder med
ham, så skulle han opnå gode færdigheder i løbet af 3-5 år. "Men kommer eleven kun til
undervisning en gang om ugen," siger Tung, "så vil kroppen blive sundere, men der vil ikke ske
nogen dramatisk fremgang." Uheldigvis fortsætter nogle elever kun i kort tid med deres træning og
begynder derefter selv på at undervise. Resultatet er normalt, at formen ubevidst bliver ændret.
"I mange tilfælde er der sket ændringer, som ikke var bevidste," siger Tung. "I vores skole er der
ikke sket nogen ændringer. Men vi har elever, som har lært formene forkert og som så sidenhen
er gået ud for at undervise. Deres elever lærer så deres lærers fejl og så bliver ændringerne endnu
større."

Lige som mester Tung opfordrer til et lang-tids engagement i Tai Chi Chuan, så anbefaler han også
seriøs træning hver dag. På spørgsmålet om det er muligt at træne Tai Chi og andre Kung-fu
former samtidigt, svarer mester Tung: "Hvis man har masser af tid og kan bruge 6 timers træning
på en Kung-fu form og 6 timer på Tai Chi, så er det helt i orden. Men har man kun fire timer til
rådighed og bruger to timer på hver af formerne, så vil man ikke opnå fremskridt i nogen af dem.
Brug 4 timer på en af dem og man vil opnå fremskridt."

Tung har den samme holdning, hvad angår spørgsmålet om blød contra hård stil. "Man kan måske
mene, Tai Chi er de hårde stile overlegen, men hvis man ikke træner, så er Tai Chi det ikke.
Personen, som træner den hårde stil, vil blive god. Det hele kommer an på, hvor flittig, hver enkelt
er til en helhjertet trænings-indsats."

Selv om Tung i modsætning til andre skoler lægger vægt på de selvforsvarsmæssige aspekter,
sker det ikke på bekostning af de fysiske og psykologiske mål for et bedre helbred. I Tung's
uddelte folder, beskrives T'ai Chi som "et selvforsvar og en selvdisciplin. Der er mange forskellige
skoler, som underviser denne stil, men principperne og formålene er de samme, nemlig at lære sig
selv at kende og forbedre sit velvære, både fysisk og psykisk... det første princip i Tai Chi er at
lære at beherske sig selv fysisk og psykisk, dette fører til perfekt kontrol. Dette er virkelig en god
øvelse for sindet, at optræne det til at fungere i overensstemmelse og harmoni med viljen." Hvis
alle skoler arbejder hen imod dette mål, hvorfor så bekymre sig om ændringer af formene? Fordi,
set ud fra et traditionelt kinesisk synspunkt, har det betydning, at systemet er autentisk i lige linie.
Tung siger: "Der er mange elever, som ikke aner, hvilken form for Tai Chi Chuan de træner eller
hvem deres lærer er. Den rigtige måde er at kende læreren, lærerens lærer og hele hierarkiet."
Årsagen til at man lægger vægt på, hvem Tai Chi stilen stammer fra, er at Tai Chi ikke har været
undervist offentligt i Kina, før for ca. 100 År siden. Formene har været bevaret gennem flere
generationer, af bestemte familier. På trods af mange Århundreders udvikling og antallet af
forskellige lærere, bibeholder Tai Chi Chuan stadig rammerne for grundlæggerens formål, en stil
som omfatter principperne om Yin og Yang i bevægelse. Årsagen til, at man skal træne flittigt er,
med mester Tung's ord " ikke at give udtryk for styrke eller kraft, men at opnå en indre klarhed
og at finde sig selv."

Tilbage til Forsiden